Kirsebærsovs

DACE2550-F953-4213-92B6-CE14A1153C94

Indtil jeg begyndte at lave kirsebærsovs selv, kunne jeg slet ikke lide det. Det man køber, smager slet ikke, som når man selv laver det, det er altså 100 gange bedre, og det er nemt at lave. I min familie er der ingen, der køber det mere, jeg laver bare en stor portion, så der er nok til alle, uanset hvor de holder deres juleaften. De vil helst have min hjemmelavede kirsebærsovs. Jeg bruger kirsebær, der er plukket på min mors kirsebærtræ om sommeren, udstenede og frosset ned. Ligeledes laver jeg kirsebærsaftevand af dem. Men jeg er sikker på, at man kan købe frosne kirsebær et eller andet sted. Ellers må man huske at købe en bakke til sommer, og så lave det næste år. Og det er nemmest at udstene dem inden man fryser dem ned, det ved jeg af erfaring…

Ingredienser til ca. 8 personer

400g frosne, udstenede kirsebær

Korn fra 1 vanillestang

200g sukker

2,5 dl vand

1 dl koncentreret kirsebærsaftevand (ribssaftevand kan også bruges, hvis man ikke kan få fat i det)

1 spsk majsstivelse rørt ud i 2 spsk vand

Citronsaft til at smage til med

Fremgangsmåde

Kog bær, vand, sukker, vanille og saftevand sammen i en gryde. Kog gerne den tomme vanillestang med, den giver stadig smag. Lad det koge uden låg i ca. 15 min. Tag vanillestangen op og hæld majsstivelsen i, og lad det  småkoge til det tykner lidt. Smag til med citronsaft, hvis det er blevet for sødt. Kirsebærsovsen kan holde sig i op til 5 dage i en lukket beholder, eller fryses ned i længere tid. Ved servering koges det godt op igen. Server det til ris ála mande eller vanilleis.

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *