Pandekager

image

Vi laver tit pandekager, når vi er i sommerhus. Og det kan være alle slags, både madpandekager med grøntsags- og kødfyld, søde pandekager med syltetøj og is eller de små tykke amerikanske pandekager, man spiser med ahornsirup på. Jeg bruger en standardopskrift til det hele, med variationer, alt efter hvilken slags det er. Hvis man bare bruger standardopskriften, som den er, kan man spise dem som madpandekager og få en med fx is til dessert også. Så behøver man ikke lave 2 forskellige slags.

Ingredienser til ca. 10-12 stk.

4 dl hvedemel (til madpandekager kan halvdelen skiftes ud med majsmel, boghvedemel eller lign.)

1/2 tsk salt

1/2 l mælk

4 æg

2 spsk neutral olie eller smeltet smør

Ved søde pandekager tilsættes 4 tsk sukker og evt. korn fra en stang vanille, 1 tsk kardemomme og/eller 1 tsk revet citronskal fra en usprøjtet citron.

Ved de små tykke pandekager tilsættes yderligere 4 dl mel samt 2,5 tsk bagepulver. Der bliver ca. 35 stk.

Ved madpandekager er det også lækkert at komme hakkede krydderurter, spinat eller grønkål i dejen.

Fremgangsmåde

Bland alle tørre ingredienser i en skål. Kom mælk, æg og fedtstof i, og pisk dejen jævn med et håndpiskeris, til der ikke er flere klumper. Varm lidt smør eller olie op på en stegepande, og hæld ca. 1/2 dl dej på panden og vip panden rundt, så det fordeler sig. Så kan man se, om der skal mere eller mindre dej på. Til de små tykke pandekager hælder man bare dejen på i en klat på ca. 8-9 cm i diameter og lader den ligge. Der kan godt være 3-4 på en pande. Steg dem, til de er matte i overfladen og gyldenbrune på stegefladen. Så vendes de og steges på den anden side. Smelt en lille bitte smule fedtstof mellem hver pandekage. Pandekagerne lægges i en stak på en tallerken. Stakken vendes flere gange undervejs, for at pandekagerne holdes bløde og lune alle sammen. Det er et trick, jeg har lært af min storesøster. Alle pandekagerne kan fryses ned.

Tip: Tilsæt kakao til de søde pandekager eller chokoladestykker eller bær til de små tykke.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *