Risengrød

 

Så fik vi årets første risengrød, og hjemme hos os elsker ungerne det så meget, at vi i oktober og november får det et par gange, men i december får vi det mindst en gang om ugen, og altid den 1. december. De kunne spise det hver dag, hvis de fik lov. Der er forskellige måder at lave det på, nogle kommer mælk og ris i en gryde, koger det op og sætter det under dynen, eller i ovnen med låg på, og så bliver det stille og roligt færdigt af sig selv. Jeg kan nu godt lide at stå og røre i det over komfuret, det er lidt meditativt for mig. Så her kommer min måde at lave risengrød på, samt hvad man kan bruge resterne til.

Ingredienser

2,5 dl grødris og 2,5 dl vand pr. liter mælk (mælken skal være sødmælk eller øko letmælk, ellers brænder det nemt på, efter min erfaring)

Lidt salt

Fremgangsmåde

Kom vandet i en gryde, og tilsæt risene, når det koger. Kog videre under omrøring, indtil vandet er næsten væk. Hæld mælken i, og kog det op. Skru herefter ned til lav varme, og rør i det, indtil det er helt tykt. Det tager ca. 40 min. i alt. Man kan også komme låg på, og røre i det en gang i mellem, hvis man ikke gider at stå der hele tiden. Smag til med en lille smule salt.

Resterne

Gem resterne i køleskabet, det kan godt holde sig et par dage, og det kan også fryses ned.

Klatkager næste morgen, synes jeg, er den bedste måde at bruge resterne på. Hvis der er en lille portion tilbage, blander jeg det med 1 dl mel, 1 æg, 1-2 spsk sukker og krydrer med vanille (prøv også med appelsin- eller citronskal eller hakkede mandler). Steges på en pande i smør som små klatter. Lækkert med marmelade til.

Resterne kan også komme i en bolledej eller kagedej.

Bland resterne op med flødeskum og tilsæt hakkede mandler, vanille og sukker, så har du ris a la mande.

Og endelig kan resterne også varmes op igen i mikroovn, eller med lidt ekstra mælk i en kasserolle.

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

2 thoughts on “Risengrød

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *