Skolernes efterårsferie er lige om hjørnet, og måske skal I ud at rejse? Og hvis du er typen, der altid glemmer noget derhjemme, eller altid står på feriestedet og tænker “orv, den ville have været god at have med”, så er her et tip til dig. Lav en pakkeliste. Det har jeg gjort, siden jeg fik børn, og lige pludselig skulle have uoverskueligt mange ting med. Det er så ærgeligt at stå i en lejet hytte om aftenen og ikke have bleer, håndsæbe eller tandbørste, at glemme solcreme og badebukser på en badeferie, eller have en dundrende hovedpine og ikke have hovedpinepiller med, uden at kende det pågældende lands mærker af hovedpinepiller. Selvfølgelig er det muligt at købe ting på stedet, men hvis det er mange ting, eller en stor, dyr ting, er det ærgelige penge at skulle ud med, og det kan være uden for åbningstid, man har brug for noget.
Hvordan griber man så sådan en liste an? For det første skriver jeg listen flere dage før jeg skal pakke, for jeg kommer altid I tanke om noget, der skal med, i løbet af dagene op til rejsen, som så kan skrives på listen. For det andet skal man tænke på, hvor man skal hen, hvordan vejret er, hvor længe man skal være der, og hvordan man kommer derhen.
Start med tøjet, det er nemmest. Jeg skriver hver persons navn op, for det er forskelligt, hvilket noget tøj man skal have med, om det er børn, voksne, drenge og piger. Tænk på hvor længe I er afsted, er det en uge, så skriver man fx 7 par underbukser, 7 par strømper osv. Er der vaskemaskine på stedet, kan man nøjes med mindre -og så skal man huske vaskemiddel-, men er der ikke, anbefaler jeg et par ekstra underbukser, især til børn. Husk også her, hvis man skal have klipklappere, hjemmesko eller andet fodtøj med. Det er selvfølgelig også vigtigt, at tænke på hvor man skal hen, er der varmt eller koldt, eller kan der være begge dele, så jeg også skal have en varm trøje eller regnjakke med? Mine børn er så store nu, at man kan udlevere sådan en liste til dem, og så kan de selv pakke deres tøj.
Derefter kan man lave en liste over toiletartikler. “Det er jo nemt nok at huske shampoo og “, tænker du, men tænk på, om I skal på en campingplads eller i badeland, hvor pigernes og drengenes bad er delt op. Så skal der shampoo og badesæbe nok med, til at drenge og piger har hver sin med. Og så er der en række småting, der er gode at have med, fx vatpinde, negleklipper, pincet, hårelasikker, plaster, hovedpinepiller og anden medicin eller kosttilskud, som fx mælkesyrebakterier. Tænk på, hvad du bruger derhjemme normalt, det skal med. Husk solcreme, hvis det er et solrigt sted du skal hen. Og får du brug for make-up eller ej? Og hvor meget? Skal man på rundtur med tvivlsomme toiletforhold, er det en god idé med en lille handy håndsprit og en pakke lommetørklæder.
Sidste liste hedder diverse, og er en liste over alt det andet, man skal huske at have med. Telefon og oplader, pas hvis du skal til udlandet, penge, spil, bøger, blade, papir, blyanter mm. Gasblus, telt, luftmadras, lommelygter og sovepose, hvis man skal på camping. Det er ikke sjovt at opdage man ikke har sovepose med på en telttur om efteråret, jeg taler af erfaring.
Hvis man skal i et lejet sommerhus, en ferielejlighed eller lignende, er det en god ting, at undersøge om man selv skal have sengetøj, håndklæder, viskestykker, klude, håndsæbe, toiletpapir, køkkenrulle, opvaskebørste og -middel med, eller om det findes på stedet. Opvasketabs eller “puder” med vaskemiddel er klart nemmere at have med end fx pulver.
Hvis vi skal i sommerhus, laver jeg også en madliste, herunder også snacks, madpakke og drikkevarer til en lang biltur. Men det er også, hvis man fx har juice, sodavand og vin stående derhjemme, ting der er dyre at købe spontant til fuld pris, så tag dem med. Det sammer gælder, hvis man har fryseren fuld af kød, tag det med i en køletaske og spar pengene. Tit er det dyrt at købe ind i sommerhus- og ferieområder. Tænk også på det, hvis du spiser en form for specialmad.
Husk, at hvis du skal ud at flyve, så pas på ikke at pakke for meget, og hav tjek på reglerne for, hvad der må være i håndbagagen.
Når man så skal pakke, bruger man listen som en tjekliste, krydser af eller streger ud, hvad man har pakket, indtil alt på listen er med. Til sidst på listen skriver jeg: Luk vinduer og tøm skraldespanden, så husker jeg også dette, inden vi tager afsted. Det kunne også være at lukke for vandet eller starte opvaskemaskinen.
Tip: Hvis man skriver listen på computer, og gemmer den, har man den klar til næste gang, man skal på en lignende tur. Selvfølgelig med justeringer. Man gør sig jo nogle erfaringer for, hvad der er godt at have med, hver gang man er på ferie. Skriv det ned til næste gang.