En fryser er en rigtig god ting, når det drejer sig om at undgå madspild. De fleste ting kan fryses ned, fx færdiglavede middagsrester, råt og tilberedt kød, brød, kage, visse former for dej, smør, ost pålæg, frugt og grøntsager i mindre stykker der er blancherede (kogt i et minut), og dermed forlænge holdbarheden. Men for at holde overblikket over fryseren og få brugt de ting man har frosset ned, har jeg i mange år lavet en liste over indholdet, der hænger på fryseren. Når jeg så laver madplan, kigger jeg på listen, for at se hvad vi har, og hvad der skal bruges i stedet for at enten rode rundt i fryseren eller bare købe noget nyt.
Jeg tager et stykke ternet A4 papir og skriver 1,2,3,4 osv. med et stort mellemrum imellem i venstre side, alt efter hvor mange skuffer der er i fryseren. Har man en kummefryser, må man gøre det på en anden måde. Så skriver jeg ud for hvert tal, hvad der er i den pågældende skuffe. Hver gang jeg lægger noget i fryseren, skriver jeg på listen, i hvilken skuffe jeg har lagt det, og hver gang jeg tager noget op, streger jeg det ud (jeg har en kuglepen liggende oven på fryseren). På den måde ved jeg også, at det der står først på listen i hver skuffe er det ældste og skal bruges først. En gang i mellem er man nødt til at skrive den ren, fordi der er så mange overstregninger, at det bliver forvirrende, og det kan også være, man løber tør for plads.
Husk at en fryser ikke er trylleri, ting kan ikke holde sig for evigt i den.
Opdatering: Jeg har lavet fryserlisten elektronisk. Jeg har skrevet det hele ind i et regneark, som jeg kan tilgå fra min telefon, Ipad og computer, så jeg når som helst og hvor som helst kan tjekke, hvad der er i den, eller slette ting der er taget op. Regnearket ligger bare i skyen.
