Syltet peberfrugt/chili

I år har min mor haft peberfrugter i sit drivhus, så vi har fået mange peberfrugter af hende. Men da jeg lavede en dejlig salat med én af dem, viste det sig, at nogle af dem var meget stærke, faktisk som chili. Der var en af planterne, der hed tapaspeber, og den var altså ret stærk. Så da vi havde mange af dem, måtte jeg finde på noget andet, end at spise dem i salat, for det var altså ret stærkt. Jeg kom nogle i en stor portion chili con carne, men jeg havde ret mange tilbage. Så jeg syltede dem, så de holder hele efteråret, og jeg kan bruge dem ligesom jalapeños i fx chili con carne eller til tacos.

friske pebre Tapaspeber

Ingredienser

Stærke peberfrugter eller milde chilier

Lagereddike

Sukker

Vand

Salt og peber

Fremgangsmåde

Skær peberfrugterne i skiver, og stop dem tæt ned i et rengjort sylteglas. Sylteglasset skal kunne tåle kogende væske. Kog en lage op, der består af 1 del eddike, 1 del vand og ½ del sukker og lidt salt og peber. Mængderne afhænger af, hvor stort et sylteglas, man har. Når lagen spilkoger, hælder man den over peberfrugterne i glasset, og sørger for de er helt dækkede. Stil glasset i vasken når du gør det, hvis du ikke er sikker på om glasset tåler varmen. Skru låget helt fast på med det samme, og tag glasset med en grydelap og vend bunden i vejret på det, så låget også skoldes. Lad glasset køle ned.

Man kan i princippet sylte alle grøntsager på denne måde, så hvis du har købt for mange eller har en stor høst af fx squash, agurker, tomater, græskar eller noget andet, så kan du på denne måde gemme alle dem, du ikke får spist nu. Man kan også krydre det som man vil, man kan komme hvidløgsfed, sennepskorn eller andet i glasset. De syltede grøntsager er gode som tilbehør til efterårets tunge retter.

tørret chili Tørret gul chili

Tip: Hvis man har høstet mange chilier, kan man tørre dem, og de kan holde i årevis. Enten kan man bare lægge dem i vindueskarmen og lade dem tørre helt i løbet af nogle dage, eller man kan hænge dem op som perler på en snor ved hjælp af en nål og en sytråd. Når de er helt tørre kan de opbevares i en tætsluttende beholder.

Alternativt kan chilier fryses ned hele. De bliver bløde når man tør dem op, men det gør jo ikke noget, hvis de alligevel skal ned i en stor gryde med fx chili con carne. Det kan man gøre, hvis man fx er tvunget til at købe 5 chilier i en pakke, og man kun skal bruge én frisk.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

One thought on “Syltet peberfrugt/chili

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *