Tzatziki

Tzatziki er det perfekte tilbehør til grillmad, og der går jo ikke længe, før vejret tillader, at vi opholder os udendørs og begynder at grille. Det kan spises til brød, kød, kartofler og bruges som en slags dressing til salaten. Og er der rester tilbage, er den endnu bedre næste dag. Jeg kan godt finde på at spise resten næste dag på et stykke brød til frokost. Men den kan godt holde et par dage på køl.

En sjov lille familieanekdote der knytter sig til denne opskrift er, at min lillesøster og jeg plejede at give tzatzikien point på en skala fra 1 til 10. Den skulle gerne være stærk af hvidløg, så fik den mange point. Jeg kan ikke huske hvordan det opstod, men jeg tror nok det begyndte, efter vi havde været en tur til den græske ø Santorini. Når min mor den dag i dag serverer tzatziki, laver vi stadig sjov med, at den skal have point. Sidste gang var min lillesøster der ikke, og så blev der sagt: ” Øv, så kan den ikke få point!”

Jeg har lært at lave det af min mor, og jeg kan huske, at hun havde yoghurt stående i køkkenet og dræne i et kaffefilter, da jeg var barn. Det var nemlig før, man kunne købe græsk yoghurt i butikkerne. I det hele taget var min mor langt fremme i skoene på dette område, hun købte hirseflager i helsekostbutikken for at lave grød til os børn, det er noget, man kan få i et hvert supermarked i dag. Og rucola og pinjekerner, som var noget nyt og smart i 90’erne, var normalt hjemme hos os. Og hun var en af de første til at købe økologisk mælk, da det kom frem. Hun havde sågar en stor køkkenhave, hvor hun dyrkede grøntsager og urter, noget som mange har taget op i stor stil igen i dag. Så jeg har det ikke fra fremmede, når jeg dyrker urter, bær og grøntsager i haven, laver mad fra bunden og bliver inspireret fra forskellige steder i verden.

Men tilbage til tzatzikien. Den laves i mange afskygninger her hjemme, men denne opskrift smager meget ligesom den man får serveret i Grækenland. Her får man den altid med en oliven i midten som pynt, men det havde jeg ikke, så det blev til persille. Der er naturligvis også forskel på tzatziki i Grækenkand, nogle steder er den med dild eller mynte, og jeg har sågar fået den med revet gulerod i. Så her er altså også plads til at sætte sit eget præg på den, og bruge noget af det man har derhjemme. Min opskrift er på en basis tzatziki, så kan man jo selv tilsætte, hvad man synes. Jeg bruger den helt som opskriften er.

Ingredienser

½ agurk

1½ – 2 dl græsk yoghurt (hvis du har almindelig yoghurt kan du bruge det, det skal bare drænes i et kaffefilter i nogle timer)

1 fed hvidløg

½ spsk olivenolie

1 tsk vineddike eller citronsaft

Salt

Fremgangsmåde

Skyl agurken og riv den groft, med skræl og det hele, ned på en rent viskestykke. Saml viskestykket om agurken og vrid vandet ud, så meget som du kan. Bland det med yoghurten og pres hvidløget ned i det. Tilsæt olie og eddike og rør det hele godt sammen. Smag til med salt, og lad det gerne stå og trække smag i en halv times tid.

Velbekomme!

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *