Det her må blive et tillæg til mit store bærtema fra sæsonen sidste år, som findes lige her. Det er, som tidligere nævnt, nemmere at få brugt hvad man har, når man har nogle gode grundopskrifter, og jeg havde en masse brombær i fryseren fra min mors have. Så jeg har lavet en opskrift på en nem og lækker bærkage, som kan bruges til alle slags bær og frugt. Så kan man få brugt sæsonens friske bær, eller frosne senere på året.
Ingredienser til en bradepande på ca. 30×40 cm (halv opskrift til en stor springform eller tærtefad, så skal den kun bage ca. 25-30 min.)
500-600 g brombær, hindbær, solbær, blåbær, ribs mfl. eller en blanding. Rabarber i små stykker kan også bruges. (Hvis der bruges meget søde bær, som jordbær eller modne sorte kirsebær, kan man komme 1 dl mindre sukker i dejen)
200 g revet marcipan (kan udelades eller bruges i mindre mængder)
200 g smeltet smør
2 tsk bagepulver
4 æg
4 dl mel
4 dl sukker
Kornene fra en stang vanille eller 2-3 tsk vanillesukker
Fremgangsmåde
Pisk æg, sukker, revet marcipan og vanille sammen, til det bliver hvidt. Rør mel, bagepulver og smeltet smør i, og hæld det i en form, der er foret med bagepapir. Vejledning her og her. Drys bærrene ud over, og pres dem let ned i dejen. Bages i ca. 35 min. ved 200 grader. Tjek med en strikkepind eller et grillspyd, om der hænger dej ved, når der stikkes i kagen. Hvis der gør, er kagen ikke færdig. Den smager godt som den er, men er også god med flødeskum, is eller crème fraiche til, eller bare et drys flormelis. Og den er stadig god og fugtig næste dag.
Tip: Hvis man skifter bær ud med frugt, kan man med fordel også ændre/tilføje andre krydderier end vanille. Hvis man bruger tern af æbler passer kanel godt, og kardemomme passer til pærer sammen med vanillen. Blommer er gode med vanilla, ligesom bær. Man kan også komme hakkede nødder/mandler i, det smager godt til blommer, brombær og pærer, især hvis man udelader marcipanen.