Grundopskrift på kage

Med en grundopskrift på en kage er det let at få brugt den kedelige gulerod i køleskabsskuffen eller frugten, der har set bedre dage. Eller simpelthen bare bage en kage med den smag man bedst kan lide. Denne her opskrift er en, jeg har brugt siden jeg var et stort barn, og det er altid den, jeg vender tilbage til, når jeg skal bage en skærekage. Her får I den i chokolade/kakaokage versionen,  med forslag til variation bagefter.

chokoladekage

Ingredienser

75 g smør

2 æg

2 dl sukker (180 g)

3/4 dl mælk

1 ½ dl hvedemel (100 g)

1 tsk. bagepulver

3 spsk. kakao

Fremgangsmåde

Forvarm ovnen til 175 grader. Smør en springform på ca. 21 cm i diameter, eller sæt et stykke bagepapir i spænd i bunden ved at lægge papiret på bunden og sætte ringen ned over og spænde den fast. Se billeder længere nede. På denne måde er det nemt at få kagen ud af formen, så skal den bare løsnes langs kanten.

Smelt smørret og sæt det til side. Slå æggene ud og pisk dem sammen med sukkeret til det bliver lyst og tykt, det er nemmest med en elpisker eller i en røremaskine med piskeriset. Rør resten af ingredienser i (husk smørret) med en ske eller dejskraber, i køkkenmaskinen skifter man piskeriset ud med røredelen. Hæld derefter dejen i formen og bag den i midten af ovnen i ca. 30 minutter. Da ovne er forskellige kan denne tid variere så prøv at stikke en kødnål, strikkepind eller lignende lodret ned i midten af kagen når tiden er ved at være gået. Hvis der hænger dej fast på den er den ikke færdig. Hænger der derimod ingenting eller bare lidt krummer fast, så er kagen færdig.

Billeder af springformbund med bagepapir:

springform1             springform2

Forslag til variation

Det er ikke en særlig stor kage, men man kan sagtens fordoble opskriften uden problemer. Hvis man så kommer den i en dobbelt så stor form, er bagetiden den samme, men i samme størrelse form skal den have ca. 15 min. længere.

Man kan også komme dejen i muffinsforme der bliver fyldt ca. 2/3 op, så skal de kun bages i ca. 15-20 min. Der bliver 9 stk. af denne opskrift.

Man kan tilføje denne kage en håndfuld hakkede nødder, mandler eller chokolade, kokosmel, rosiner, en lille moset banan, en fintrevet gulerod, eller 1 æble i tern. Frosne eller friske bær kan også bruges.

Smør kan udskiftes med samme mængde margarine eller olie.

Sukkeret kan være både almindelig hvidt sukker, rørsukker eller lyst muscovadosukker. Hvis man har brun farin eller mørkt muscavadosukker, vil jeg anbefale kun at skifte halvdelen af sukkeret ud med dette.

Mælken kan skiftes ud med samme mængde saft fra pressede appelsiner eller anden frugtsaft. Den kan også udskiftes med færdigbrygget kaffe i samme mængde.

Kakaoen kan udelades, og dejen kan krydres med kornene fra en stang vanille, 1 tsk. vanillesukker, 1 tsk. kanel, kardemomme, ingefær eller andet krydderi, eller reven skal af en appelsin eller citron.

Kagen kan drysses med flormelis, pyntes med glasur, eller flækkes og lægges sammen med kagecreme, flødeskum, mousse eller syltetøj/frugtmos. Den kan selvfølgelig også bare spises som den er.

Generelt om udskiftning af ingredienser

Det er vigtigt at huske på, at bagning er kemi. Forholdet mellem tørre og våde ingredienser samt bagepulveret skal være det samme som i den originale opskrift, så hvis man tager en af de tørre ingredienser ud af opskriften uden at erstatte den med samme mængde andet tørt, skal man komme tilsvarende mel i. Det sammer gælder de våde ingredienser.

Eksempel: Hvis man udelader kakaoen i denne opskrift og ikke putter andet i end kornene fra en vanillestang, så skal man komme 3 spsk mel i istedet, og omvendt, hvis man tilføjer kakao til en opskrift, skal man udelade samme mængde mel. Og husk at sådan noget som finthakkede nødder og kokosmel er en tør ingrediens, mens bananer kan tilsættes opskrifter uden at tilføje mere tørt, selvom de virker våde, da de indeholder fibre som tørstof.

Ellers er det bare om at eksperimentere, kun fantasien sætter grænser. Og skulle man glemme det med forholdet mellem vådt og tørt, er det ikke en katastrofe. Så bliver kagen bare mere tør eller klæg, i hvert fald ikke når det drejer sig om små mængder som i denne opskrift. Det skal ikke afskrække nogen fra at prøve sig frem.

God fornøjelse!

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

8 thoughts on “Grundopskrift på kage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *