Så er det snart Halloween. Og uanset om man synes, det ikke hører til i Danmark eller ej, kan man jo stadig godt lave sig en dejlig græskarsuppe eller -kage. Hjemme hos os er det børnene, der har bragt Halloween ind i huset, og selvom de efterhånden er store, den ene er teenager, synes de stadig, det er sjovt at skære et græskar ud og sætte lys i det. Her viser jeg hvordan, vi gør det, samt giver dig opskrifter på, hvad vi bruger resterne og kernerne til. Det skal ikke smides ud. Man kan selvfølgelig også bare købe et lille hokkaidogræskar og lave opskrifterne ud af det, eller bruge det, hvis der ikke er rester nok, til fx suppen. Der skal man bruge ret meget. Til sidst giver jeg tips til, hvad man ellers kan bruge græskar til. Husk at græskar ikke smager af så meget i sig selv, så det kan tåle mange krydderier.
Græskarlygte
Du skal bruge:
Et græskar
En sprittusch
Forskellige størrelser knive og skeer
2 skåle
Husholdningssprit eller fx glasrens med sprit i
Fremgangsmåde
Vi plejer at tegne et udkast til hvordan græskarlygten skal se ud på et papir først, så man ikke bare tegner/skærer på må og få. Så tegner vi ansigtet eller motivet med en sprittusch på græskarret. Det er vigtigt at græskarret er tørt, når man tegner på det. Skær derefter toppen af græskarret af i et zigzagmønster, ved at stikke en stor kniv skråt ned i græskarret, i forskellige vinkler, sørg for at komme helt ind i græskarret. Herefter kan toppen, med god håndkraft, trækkes op.
Så skal al indmaden ud, de slimede “tråde” og kernerne, det kan man gøre med fingrene eller en stor ske. Det kan også være smart at bruge sådan en ske man bruger til at tage spaghetti med. Kom det i en skål, og gem det til senere, vi skal bruge kernerne til en snack bagefter. Skrab til sidst indersiderne med en almindelig spiseske, for at få det sidste med, der sidder fast der. Jo grundigere man renser græskarret, desto længere tid holder det. Rens også låget.
Så kan man begynde at skære motivet ud, det er nemmest med små spidse knive med et langt blad. Skær efter tegningen, og sørg for at skære helt ind i krogene, så du bare kan poppe det udskårne ud med en finger. Gem det, der bliver skåret ud i en anden skål. Man kan også skære halvt ind i græskarret, så der ikke er skåret hul helt igennem, men så lyset stadig kan skinne gennem frugtkødet. Det giver en flot effekt. Når man er færdig, renser man sprittuschresterne af med spritten (ikke på resterne, det skærer man af. Der skal ikke rengøringsmidler i det man skal spise). Det er vigtigt, at det er en rigtig sprittusch, ellers er det ikke sikkert, det går af. Sæt et tændt stearinlys i, når det er blevet mørkt.
Sprøde græskarkernesnacks
Kom snasket med græskarkernerne op i en sigte eller et dørslag, og skil kerner fra med fingrene, under rindende vand. Jeg ved godt, det er lidt spild af vand, men det er altså den nemmeste måde at gøre det på. Men det behøver ikke at være under en kraftig vandstråle. Uanset hvad skal de skylles. Spred kernerne ud på en bageplade med bagepapir i ét lag, dryp med olie og krydr med salt, og evt. andre krydderier som fx chili, røget paprika eller karry. Sættes i en ovn der er 225 grader varm i ca. 12-15 min., til de er lysebrune og sprøde. Hvis din ovn varmer ujævnt, så rør lidt rundt i dem undervejs. Hold øje med dem, så de ikke bliver brændte. Kernerne holder sig sprøde i ugevis i en lufttæt kagedåse.
Græskarkage eller muffins
Ingredienser:
ca. 150g græskar, fx det der blev skåret ud af lygten
1 portion grundopskrift på kage uden kakaoen
½ dl extra mel
2 tsk kanel
1 tsk ingefær (og/eller andre varme krydderier)
evt. en håndfuld hakkede nødder/mandler eller kokos
Fremgangmåde
Skær skallen af græskarstykkerne og riv frugtkødet eller hak det fint, evt. i en foodprocessor. Vend det, melet, krydderierne og evt. nødder i dejen og kom det i en smurt springform eller 12-15 muffinsforme. Bages i ovnen ved 175 grader i ca. 30-35 min. hvis det er en hel kage, 20 min. hvis det er muffins. Når de er kølet af, kan de pyntes med spindelvæv af glasur, ved at tegne cirkler af glasur indeni hinanden, og derefter streger tværs over midten hele vejen rundt. Eller kom kakaoglasur på hele kagen først, lav ringe inden i hinanden med den hvide glasur, og træk med en tandstikker, mens glasuren er våd, fra midten af kagen og ud til kanten, hele vejen rundt.
Man kan også give den en gang cream cheese-frosting eller citron/vanillesmørcreme.
Græskarsuppe
Ingredienser:
800-1000g græskar i tern, med eller uden (skyllet) skal, men uden kerner
1 stort hakket løg
Evt. 2 fed hvidløg
1-1,2 liter vand med bouillonterning eller koncentreret fond i
Olie
Salt og peber
Evt. ½-1 dl fløde eller kokosmælk
Evt. extra krydring: fx Appelsin- eller citronskal, chili og timian, eller hvad man nu ellers kan lide eller har i skabet.
Fremgangsmåde
Steg græskar, løg og hvidløg i olien, til løgene er klare. Man kan også bage græskarstykkerne i ovnen først, se nedenfor. Kom vand og bouillon på, lad koge i 15-20 min. Krydr suppen. Den kan spises sådan, eller blendes og crèmes med kokosmælk eller fløde.
Tips til andre ting med græskar
-Græskar kan skæres i tynde både og bages (med skal på) med olie, salt og evt. krydderier på i ovnen ved 200 grader i ca. 20 min., og bruges som tilbehør til middagsretter. Resterne kan man lave suppe af.
-Bagt græskar i tern kan bruges i risotto og pastaretter
-Bagt græskar kan moses og kan erstatte kartoffelmos, hvis den krydres godt, eller kommes i bolledej, det giver en flot farve og gør, at bollerne holder sig saftige længere. Husk så at tilsætte mere mel.
– En opskrift på amerikansk pumpkin pie finder du her
-Og en cheesecakevariant her
HAPPY HALLOWEEN!