Forleden dag havde jeg 3-4 dl tilbage af min hjemmelavede hønsekødssuppe, som jeg selvfølgelig ikke ville smide ud, og så havde jeg nogle kyllingefileter og noget fløde, hvor datoen var ved at udløbe. Så jeg besluttede mig for at lave en kyllingegryderet, der blev så velsmagende, at vi alle var enige om, at den skulle på bloggen. Hvis man ikke har hønsesuppe/hønsefond liggende, så kan man bruge en bouillonterning eller koncentreret fond, der er opløst i vand.
Ingredienser
500-600 g kyllingefilet skåret i tern
Olie, gerne olivenolie
1 stort løg
3-4 dl hønsefond
1 tsk tørret rosmarin
1 tsk tørret timian
1 stort fed hvidløg
Salt og peber
1 dl piskefløde (crème fraiche 38% kan også bruges)
Majsstivelse til jævning
Evt. kulør, hvis man, ligesom min søn, ikke kan undvære den brune farve
Fremgangsmåde
Steg kyllingeternene i olien, hak løget og steg det med. Tilsæt fond, hvidløg og krydderier, og kog det hele godt igennem, ca. 10 min. Tilsæt fløden, kog den op og smag sovsen til. Jævn sovsen med lidt majsstivelse rørt op i vand. Tilsæt evt. kulør. Serveres til kogte eller stegte kartofler, kartoffelmos eller ris.
Tip: Kyllingen kunne nemt erstattes med svinemørbrad. Retten kunne også sagtens tilsættes porrer, gulerødder eller andre rodfrugter, hvis man lige har den slags liggende i grøntsagsskuffen.




