1 kylling – mad til 3 dage

Når jeg ind imellem får fat i en stor frilandskylling på tilbud, laver jeg den på denne måde: Den første dag får vi kogt kylling med sovs, kartofler, agurkesalat og evt. de kogte grøntsager, næste dag får vi rester af den kogte kylling i pitabrød, wraps eller som høns i asparges. Hvis det er en mindre kylling, og der ikke er så meget kød til rest, ville jeg komme det på en pizza. Opskrift  her. Den tredje dag spiser vi suppen, som kyllingen er kogt i. På den måde går intet til spilde, og en kylling kan strække til tre dage for en børnefamilie på 4.

kogt kylling

Dag 1 – kogt kylling

1 stor kylling, ca. 1,5 kg (uden indmad)

vand

½ porre, den grønne del

1 løg

2 store gulerødder

Evt. andre rodfrugter som fx 1 pastinak, 1 persillerod eller 1/4-1/2 knoldselleri. Brug hvad du har liggende i køleskabsskuffen.

Persille, brug evt. stænglerne fra persille, hvis du har brugt toppen en anden dag.

1-2 laurbærblade (kan udelades, men de er gode hvis man har dem)

Evt. et par fed hvidløg, 3-5 hele nelliker eller et par stilke timian

salt og peber

½ dl fløde, brug den variant du har

1/2 agurk

1 dl lagereddike

½ dl vand

2-3 spsk sukker, hvidt eller rørsukker

Fremgangsmåde

Kom kyllingen i en stor gryde, skræl og rens grøntsagerne og urterne og kom dem op i gryden til kyllingen. Jeg skærer gerne løget over og sellerien i mindre stykker, men ellers lader jeg grøntsagerne være hele, så de ikke koger fuldstændig ud. Hæld vand i gryden til det næsten dækker kyllingen og tilsæt salt, peber, laurbærblade og den smag man gerne vil have i suppen, jeg bruger tit nelliker, hvidløg eller timian og nogle gange en kombination. Sæt gryden på blusset og kog den under låg til den er mør. Jeg koger den gerne i halvanden time, for så falder kødet nærmest af benene, en mindre kylling skal selvfølgelig have kortere tid. Det vigtigste er selvfølgelig, at kyllingen er gennemkogt.

Agurkesalaten laves ved at blande vand, eddike, sukker samt lidt salt og peber og røre til sukkeret er opløst. Derefter skærer man agurken i så tynde skiver som muligt, evt. på et mandolinjern, og kommer det i lagen. Det skal stå og trække lidt, gerne en halv time.

Når kyllingen næsten er færdig, tager man ca. 3 dl af kogelagen op i en kasserolle og koger det lidt ind, tilsætter ca. ½ dl fløde og smager til med salt og peber. Jævn evt. sovsen.

Tag kyllingen op af suppen og server lidt over halvdelen af kødet med kartofler, sovs, agurkesalat og de af grøntsagerne fra suppen der ikke er splattet helt ud.

Sigt suppen og gem den i en lukket beholder i køleskabet, den kan også fryses til en anden gang. Pil kødet fra resten af kyllingen, det er nemmest mens den er varm.

tartelet

Dag 2 – Tarteletter er min families favorit med restekylling

25 g smør eller flydende stegemargarine

2 spsk. mel

1 stor dåse asparges, eller et bundt friske, hvide eller grønne

Resten af kyllingekødet, skåret eller revet i små stykker

Ca. 3 dl madfløde, kaffefløde eller halvt mælk/halvt piskefløde (mælken kan erstattes med bouillon evt. fra suppen)

salt og peber

2 pakker tarteletter

Fremgangsmåde

Smelt smørret i en gryde, kom melet i og lad det stege et halvt minut under omrøring. Kom væden fra dåsen med aspargsene og mælk/fløde i og kog op under omrøring. Hvis du bruger friske asparges, så knæk bunden af dem og skær dem i stykker og kog dem i et par minutter i 2 dl vand og brug kogevandet herfra i sovsen (de hvide skal skrælles først).  Kom kyllingekødet og asparges i sovsen, kog op igen og smag til med salt og peber. Varm tarteletterne i ovnen i 3 min. ved 200. grader, og server dem fyldt med høns i asparges og en blandet grøn salat ved siden af. Hvis man ikke er glad for tarteletter, kan retten serveres med ris eller kartofler i stedet.

suppe

Dag 3 – Suppe

Suppen fra kyllingen

½ porre, den hvide del

1 gulerod

Evt. andre rodfrugter

Evt. kødboller

Evt. persille eller andre krydderurter

Brød

Fremgangsmåde

Efter et par dage i køleskabet har fedtet i suppen lagt sig i toppen af beholderen og kan nu skrabes forsigtigt af med en ske (urenhederne har lagt sig på bunden, så dem kan man bare lade være at hælde med over i gryden). Derefter kommer man suppen i en gryde, renser og skræller grøntsagerne og skærer dem i skiver eller tern og kommer dem op i suppen, der koges op. Her kan man også tilsætte kødboller, hvis man ønsker det. Skyl og hak evt. krydderurter og drys dem over suppen. Serveres med brød, brug evt. denne opskrift.

Hvis der er suppe til overs kan resten sigtes og bruges som kyllingefond. Frys det evt. ned.

God fornøjelse!

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

2 thoughts on “1 kylling – mad til 3 dage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *