Fastelavnsboller

A1D2EB47-32DD-4175-9422-1D0C39A02950

Så er det på søndag, det er fastelavn, og så skal der bages fastelavnsboller. Jeg laver dem ud fra nogle af mine andre opskrifter, så der bliver en del links i denne opskrift. Jeg håber ikke, det bliver for forvirrende. Som altid kan man selv bestemme smagen og slagsen, så det er en slags grundopskrift,  som man gør til sin egen, med det man bedst selv kan lide.

Fastelavns boller – 12 stk.

Lav en portion af dejen til adventskrans eller croissanter.

Når dejen er hævet første gang,  rulles den ud til til et rektangel på ca. 30×40 cm, gerne lidt større, på et let meldrysset bord. Det gør ikke noget, hvis kanterne ikke bliver helt skarpe. Så skærer man den ud til kvadrater på ca. 10×10 cm, gerne lidt større, hvis dejen er rullet større ud. Der skal være 3 rækker på den ene led, og 4 på den anden, således at der bliver 12 firkanter. Det er nemmest at skære ud med et pizzahjul.

Midt på hver firkant lægges 1 spsk fyld. Det kan være syltetøj, æblemos, nutella, lemoncurd,  en tyk vanillecreme, remonce, eller en kombination.

Remonce: 100g blødt smør og 100g sukker røres sammen. Så kan man selv smagstilsætte med fx vanille, kanel, revet marcipan, chokoladestykker, nougatstykker, revet skal af citron eller appelsin mm. Disse ting kan også tilsættes vanillecremen.

Du kan lave den åben eller lukket.

Hvis den er åben vil jeg anbefale vanillecreme eller syltetøj, da remoncen flyder ud. Man folder bare hjørnene ind mod midten, trykker dem fast og bøjer kanterne lidt op. Kom herefter cremen på. (Man kan også bare forme en bolle, og trykke en stor fordybning i midten med tommelfingeren, og fylde den med creme eller syltetøj). Sættes på en bageplade med bagepapir.

630D25FC-BA82-4534-810B-4B7F88AFB545

Hvis den skal være lukket, folder man hjørnerne helt ind over fyldet, de skal overlappe, og så trykker man kanterne godt sammen. Det er vigtigt, at de er lukket meget grundigt, ellers kan du være sikker på de åbner sig, selv den mindste sprække vil åbne sig i ovnen, og så flyder fyldet ud på bagepladen. De skal lægges med åbningen nedad på bagepapiret på bagepladen. De er lidt firkantede, men kan godt formes lidt rundere, hvis man trykker hjørnerne ind. Men uden at de åbner sig.

8CAB786F-0AC6-414A-A34D-1DDA5914D368F6878109-B0D9-49E2-86B2-05325F383F046D1E2C81-CD5A-46BE-B834-8BCF1A626742

Hvis man alligevel er bange for, at fyldet løber ud, kan man komme bollerne ned i en muffinform.

Så skal de hæve en times tid igen, hvis man bruger croissantdejen, skal de hæve en halv time længere. Herefter bages de i en forvarmet ovn på 220 grader i ca. 12 minutter.

De kan godt bare spises, mens de er lune, men de kan også køles lidt af og pyntes med glasur og evt. krymmel, eller drysses med flormelis. De kan også flækkes og fyldes med flødeskum eller vanillecreme blandet med flødeskum. Man kan også komme syltetøj i. Og flødeskummet kan naturligvis smages til med flormelis og kakao, knuste hindbær eller andre bær. Kun fantasien sætter grænser.

59DB89BF-ACAB-4EF8-A04D-AA0C3EEDA67A

Tip: Fastelavnsbollerne kan fryses, både ubagte og færdigbagte, dog uden glasur.

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *