Her kommer endnu en af mine yndlingsretter af rester. Man kan bruge alle de grøntsager, man har liggende, også dem der er blevet rynkede, dem der har været grillede eller kogte, eller bare helt rå. Og den smager forskelligt hver gang, fordi man bruger forskellige grøntsager. Min favoritkombination er tomat, aubergine eller squash og løg, men som sagt kan alle grøntsager bruges, også græskar, gulerødder, porre, peberfrugt, blomkål mm.
Ingredienser
Ca. 600 g grøntsager
2 fed hvidløg
Olivenolie
Salt og peber
Evt. friske krydderurter efter eget valg, fx oregano, timian, basilikum eller rosmarin
Pasta og masser af parmesanost til serveringen
Fremgangsmåde
Grønsagerne skæres i små tern, rå rodfrugter rives og hvidløg presse eller finthakkes. Det hele steges ved svag varme i olivenolie til det falder sammen og er helt mørt. Man kan også komme chili i, hvis man har sådan en liggende. Smag til med salt og peber, og tilsæt krydderurter. Server det sammen med pasta og masser af revet parmesanost, eller anden hård, salt ost.




