Jeg har tidligere skrevet om at få mad til 3 dage ud af en kogt kylling, I dette indlæg vil jeg fortælle, hvordan jeg gør det samme med en ovnstegt eller grillet kylling. Som tidligere nævnt, passer det til en familie på 4, hvis man bruger en rigtig stor kylling. I hvert fald her i huset.
Dag 1: ovnstegt kylling
1 stor kylling stoppes med kvarte løg, en halv citron, hvidløg, salt, peber og krydderurter efter smag. Rosmarin og timian passer godt. Den lægges i et ildfast fad og gnides udenpå med smør eller olie og drysses med salt, peber og evt. krydderurter. Man kan også løsne skindet lidt og komme skiver af hvidløg eller citron ind under skindet. Så kommes den i ovnen ved 200 grader og steges til kødsaften der pibler ud af den er helt klar, dette tager ca. 1 time og 15 min., men det kommer an på ovnen og kyllingens størrelse. Server den bla. med fx rodfrugter, porre, løg, squash/aubergine og hvidløg der har været i ovnen med olie, salt, peber og krydderurter i en halv time. Husk at lave rigeligt med grøntsager, så der bliver rester.
Man kan også grille kyllingen og grøntsagerne, og bruge dem på samme måde.
Når man serverer kyllingen, skærer man lår, vinger og bryst fra skroget og spiser lidt over halvdelen af det til den første middag. Husk at gemme skroget, det skal vi bruge på dag 3. Man kan gemme skroget i køleskabet, eller fryse det ned til en anden dag. Jeg gemmer også skroget når jeg skærer en rå kylling ud, der sidder masser af kød og smag tilbage på det.
Dag 2: Bagt pastaret
Mens man koger 400-500 g pastaskruer eller penne, skærer man resterne af kødet og grøntsagerne ud i mindre stykker. Det hele blandes i et stort ildfast fad og overhældes med en stor portion béchamel sovs, som kan laves ved at smelte 50 g smør og stege 4 spsk hvedemel i det i et minut. 7½ dl mælk (eller en blanding af bouillon og mælk/fløde) kommes i, og det piskes sammen, mens det koger op og tykner. Béchamel sovsen krydres med salt og en lille smule revet muskatnød. Der kommes revet ost over pastablandingen, som kommes i ovnen ved 200 grader i ca. ½ time, til osten er lysebrun. Retten smager godt helt alene, men kan også serveres med en frisk salat til. Resterne af denne ret smager rigtig godt kold næste dag til frokost.
Hvis man gerne vil lave denne ret, men har spist noget andet til sin kylling, eller der bare ikke var nogen rester, kan man stege skiver af fx gulerod, squash, løg og hvidløg i olivenolie på en stegepande med lidt salt og peber og bruge det i retten. Hvis man ikke har kyllingerester, kan man bare stege to kyllingefileter og bruge dem.
Dag 3: kyllingesuppe
Jeg brugte denne gang to skrog, fordi jeg havde et i fryseren fra en anden gang, men hvis man kun har ét, kan man komme en bouillonterning i, i stedet for det ene skrog for ekstra smag. Steg skroget/skrogene af i smør eller olie i en stor gryde, og hæld vand på, så skroget er dækket. Kog det op og skum evt. urenheder af, der dukker op som skum på overfladen. Kom et par rodfrugter hele i, samt et overskåret løg og evt. toppen af den porre, der måske blev brugt den første dag. Man kan komme hvidløg og krydderurter i efter smag, timian og persille passer godt. Lad det koge en halv times tid under låg og fisk herefter skrog og grønt op. Der er sikkert faldet en del af kødet fra skroget af i suppen, men der sidder stadig meget tilbage på skroget, som man må stå og pille af. Man skal nogle gange helt ind i krinkelkrogene af skroget for at få det af, men der sidder faktisk mere kød på, end man tror. Alle disse små stykker kød kommes i suppen sammen med de kogte rodfrugter, som lige skal skæres i små stykker. Man kan komme ærter, majs eller små suppehorn af pasta i, når man lige koger det op til sidst, hvis man gerne vil have mere fyld i suppen. Smag til med salt og peber. Server med et stykke godt brød til, eksempelvis ciabattabrød eller koldhævede boller.





One thought on “1 kylling – mad til 3 dage v.2”